100 mands kumite

Kyokushinkai organisationen bygger sin styrke på en platform af kampevne og mod, ikke kun fra grundlæggeren, den nu afdøde stormester Masutatsu Oyama 10. dan, men selvfølgelig også fra alle udøverne. Oyama indførte således en test som er helt unik for Kyokushin Karate: ” Hyaku Nin Kumite”, som betyder 100 mands fri kamp.

100 mands kumite er betragtet som den ultimative test i Kyokushin Karate. En mand skal kæmpe mod 100 modstandere i fuld kontakt kamp, hvor hver kamp varer 2 min. Bliver man slået ud i mere end 5 sekunder, vil man ikke bestå, selvom det eventuelt skulle være den sidste kamp! Herudover skal man vinde en større andel af sine kampe ved ippon(1 point), og undlade at modtage vedvarende “afstraffelse fra modstanderne, eller kun blokere for at blive på benene.

For at bevise, at dette overhovedet kunne lade sig gøre, kæmpede Oyama i sine tidligere dage mod 100 modstandere pr. dag på 3 af hinanden følgende dage. Han ønskede at fortsætte til 4. dagen, men der var ingen modstandere tilbage at kæmpe imod.

Det er ikke underlig, at kun 14 andre Kyokushin kæmpere frem til 2002, udover Sosai Oyama, har gennemført denne bedrift, hvor kun den stærkeste, både fysisk og psykisk overlever. Siden indførelsen for mere end 35 år siden skulle 100 mands kumite altid gennemføres på 2 dage med 50 kampe pr. dag, – men så bestemte Sosai at testen skulle gennemføres på en dag. Shihan Howard Collins 7.dan fra England var den første til at gennemføre 100 mands kumite på en dag og under 4 timer. Siden da, har alle der har gennemført denne test, kæmpet på under 4 timer. Det er disse karatekæmpere som Sosai betragtede som ægte “budoka”, idet der ligger mange års hård træning forud, samt en urokkelig vilje til grund for at kunne gennemføre 100 mands kumite.

3 elite Kyokushin-kæmpere har inden for de senere år gennemført kunststykket. Der er tale om Sensei Kenji Yamaki 4.dan fra Japan – Sensei Francisco Filho 3.dan fra Brasillien og Sensei Kazumi 3.dan fra Japan. Alle kampe, som blev filmet, fandt sted i Kyokushin`s hovedkvarter Honbu i Japan.

Yamaki, som var regerende verdensmester, da han kæmpede sin 100 mands kumite den 18.marts 1995 tog 3 timer og 27 minutter om at gennemføre kampene. Han vandt 22 kampe på ippon, 61 kampe på point, hvoraf de 23 var waza-ari (½ point), 12 uafgjorte og tabte 5.

Filho, som blev regerende verdensmester i sværvægt 2001, kæmpede den 22.marts 1995 og det tog ham 3 timer og 8 min, at gennemføre sin 100 mands kumite. Han vandt 26 kampe på ippon, 50 på point, kæmpede 24 uafgjort og tabte ingen.

Kazumi`s resultat følger senere.

Ved at gennemføre dette kunststykke, blev de forenet med den elite af mænd, der er betragtet som legender i Japan og inden for karateverden.

De som har gennemført denne test er også ydmyge kæmpere. De praler ikke med deres bedrift. Det er ej heller nødvendigt at være verdensmester for at gennemføre 100 mands kumite. Ud af de 14 kæmpere, har kun Shokei Matsui, den nuværende leder af Kyokushin Karate, vundet det 4. åbne verdensmesterskab og Kenji Jamaki vundet det 6. åbne verdensmesterskab og Kazumi det 7. åbne verdensmesterskab

Mange dygtige karatekæmpere, såsom den dobbelte verdensmester Shihan Makoto Nakamura 6.dan, har prøvet kræfter med 100 mands kumite, men har måtte opgive. Shihan Keiji Sampei 6.dan, mislykkedes sit forsøg efter 49 kampe, men var standhaftig og gennemførte således 100 mans kumite i andet forsøg.

For at gennemføre denne ultimative test, kræves der en meget stærk karateånd samt en udholdenhed langt ud over det sædvanlige. 100 mands kumite er den mest krævende fysiske og psykiske udholdenhedstest inden for kampkunsterne. 100 mands kumite tilbyder den dedikerede karateudøver en udfordring, som ikke findes i noget andet kampsystem i dag.